Jeg er en selvlært spinder og væver, som bruger både traditionelle og kreative metoder i mit arbejde.  Det er vigtigt for mig at lære håndværket men også at følge min indre “hvad nu hvis…” tendens som ikke nødvendigvis stemmer overens med modens.

Det betyder også at jeg afprøver lidt af alt muligt, fra gulvtæpper til kjolestof og alt derimellem. Af og til maler jeg i stedet, de forskellige aktiviteter fodrer hinanden med inspiration. Der plantefarves, men ikke hvert år, ellers hober garnet sig op i stedet for at blive brugt. Bruger gerne garnrester eller genbrug og mixer ind mellem det “rigtige” vævegarn eller laver tilfældig trend med en hel bunke blandet landhandel.

Inspirationen kommer primært fra naturen og min have her på bøhlandet, men også forskellige kulturer og deres særlige mønstre og farvebrug gennem tiden. Og jeg drømmer om en dag at blive så dygtig til at sy, at jeg kan fabrikere det meste af min garderobe selv – men hold da lige op hvor tager det lang tid!

Jeg håber med denne blog at få flere danske/skandinaviske kontakter end på min engelsksprogede blog ColourCottage. Det daglige garn-nørderi trives jeg med at udføre alene, men det er altid godt med en fagsnak i ny og næ, ny viden, inspiration, eller måske du har lyst til at bidrage til mit virke ved at købe en lille ting fra mit overskudslager. Jeg laver sjældent den samme ting to gange, så varerne i butikken er altid unika. Jeg arbejder heller ikke på bestilling med mindre du kommer med et meget godt tilbud. 😉