Papirmageri

Denne gang har jeg kastet mig over kunsten at lave papir. Det er primært tykt, rustikt papir jeg er interesseret i, som kan bruges til collage, postkort, kunstbøger eller til at male på, og gerne med genbrugs- eller naturmaterialer.

Første forsøg var gamle, makulerede dokumenter, samt friske brændenældeblade og de sidste blomster fra de sorte stokroser. Jeg synes det giver liv til papiret med forskellige partikler indblandet, men det bliver spændende om de holder farven på længere sigt, de falmer meget allerede ved tørring.

Et interessant problem opstod med de sidste tyndere stykker papir (fordi papirmassen i baljen bliver tyndere), de sad simpelthen fast i viskestykket efter tørring. Heldigvis løste det sig ved at spraye med en vandforstøver bag på stoffet, så kunne stykkerne lige så let pilles af bagefter.

Der var lidt papirmasse tilovers da jeg løb tør for viskestykker at vende papiret ud på, så nu har jeg gang i en grydefuld birkeblade, som gerne skulle give en portion gult papir i morgen! For nu har jeg virkelig fået lyst til at eksperimentere videre.

Den støberamme jeg havde købt er jeg dog ikke helt tilfreds med. Dels havde jeg regnet med den var A6/postkortstørrelse, det er den også, men udvendig på rammen. Så hvert papir er kun 12×7,5 cm i stedet for 10×15. Og så synes jeg måske at den meget finmaskede silke er for længe om at si vandet fra, så nu må jeg i gang med at snedkerere. Bl. a. har jeg et gammelt myggenet som måske kunne du?

Vi har haft lidt databasevrøvl i dag, hvor bl.a. alle kommentarer er røget sig en tur. Beklager dette samt diverse genudgivelser.

Save

2 thoughts on “Papirmageri

  1. Miri says:

    Papirmageri, det vil jeg gerne prøve engang. Så lige tilbage på dit indlæg om dit værksted- sikke et sted ! Øj, hvor fantastisk , det sted gad jeg gerne besøge 🙂

Skriv gerne en kommentar til indlægget